Kontakt NB Europa
Du er velkommen til at kontakte mig med feedback eller andet på mailadressen nbeuropa@nbeuropa.dk.
NB Europa er pt. et enkeltmandsprojekt. Sitet vedligeholdes af mig, Anders Hess Ahrensbach. Jeg skriver for nuværende alle artikler. Du kan læse mere om baggrunden for projektet her: Hvorfor NB Europa?
På denne side får du til gengæld lidt baggrund om mig.
Jeg er uddannet jurist fra Københavns Universitet og har erfaring fra både statsadministrationen (Flygtningenævnets Sekretariat og Integrationsministeriets departement), EU-repræsentationen i Bruxelles (udlændingeattaché 2007-2009), Københavns Kommune (trafik, erhverv og byliv) og Region Hovedstaden, hvor jeg pt. på 8. år er chefjurist.
Mit arbejdsliv afslører en del om mig. Jeg interesserer mig for næsten alt i vores samfund, herunder politisk teori, jura, økonomi, musik, kunst, kultur, litteratur og eksistentiel- og samfundsfilosofi. Og selvfølgelig for EU-politik, den vigtigste politiske arena for os, der bor i Den Europæiske Union. Jeg vil gå så langt som til at sige, at Bruxelles er mindst lige så meget vores politiske hovedstad, som København er det.
I øvrigt er jeg 53 år. Jeg bor i Hillerød sammen med min kone, Lisbeth, og vores to skønne piger, Sofie på 13 og Cleo Marie på 10. Sofie og jeg elsker at tage på vandreture, og Cleo Marie og jeg har fælles interesser for teknik og IT. Vi elsker alle at rejse, og vi har selvfølgelig vist pigerne Bruxelles og Europa-Parlamentet.
Og så prioriterer jeg en god bog eller en god film en gang imellem. Senest mesterværket “La double vie de Veronique” af Krzysztof Kieślowski (kan bl.a. findes på Filmstriben.dk). Jeg tilvælger bevidst europæisk kultur – som måske kræver mere, men typisk også giver langt mere udbytte, end det vi modtager fra hinsides Atlanten. Det kan jeg naturligvis kun sige, fordi jeg også ser letfordøjelige amerikanske film, når det er det, som lysten og energien rækker til. Det er rart nogen gange at kunne slå hjernen lidt mere fra.
Jeg har med denne introduktion ønsket at vise dig lidt om mennesket bag NB Europa. Det tror jeg er vigtigt i disse tider, hvor AI fylder mere og mere. Jeg bruger for eksempel AI til hurtig research af mindre komplekse emner, men aldrig ukritisk. Og jeg kan love dig, at artiklerne på dette site er skrevet af et rigtigt menneske, nemlig mig.
Her er hvad jeg vil bede dig om at gøre nu:
- Skynd dig tilbage til forsiden og klik dig ind på 2-3 relevante artikler.
- Skærp din viden om netop de emner, der interesserer dig mest.
- Del ud af din nye viden til andre.
God læselyst og de bedste hilsner
Anders
