EU Kommissionen, de politiske retningslinjer for 2024-2029 og den europæiske drøm

Kommissionen er en broget flok!

Den består af en kommissær fra hvert medlemsland. Og da der er 27 medlemslande betyder det, at Kommissionen har i alt 27 medlemmer. Kommissionsformanden indstilles af Det Europæiske Råd (stats- og regeringscheferne i forening), mens de øvrige kommissærer indstilles af de enkelte medlemslandes regeringer. Da Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er fra Tyskland, så kan Tyskland ikke indstille en (yderligere) kommissær.

De indstillede kandidater skal hver for sig godkendes af Europa-Parlamentet – og efterfølgende skal hele Kommissionen godkendes af Europa-Parlamentet samlet. Du kan læse mere om udpegning, sammensætning med mere på kommissionens egen hjemmeside.

Som regel går godkendelserne i parlamentet glat igennem. Og det kan jo faktisk godt undre, da de indstillede kommissærer har vidt forskellig politisk baggrund, der reflekterer partifarverne på de indstillende regeringer. De enkelte kandidaters partifarve er derfor ikke nødvendigvis i overensstemmelse med partifarverne bag Europa-Parlamentets flertal.

Men der skal jo være en Kommission, og i et vist omfang opfatter Europa-Parlamentet og Kommissionen sig som allierede institutioner. Populært sagt, så går både Europa-Parlamentet og Kommissionen traditionelt ind for “mere EU”, i modsætning til det mere fodslæbende Råd.

Kommissionen er altså politisk broget sammensat. Og da den – nærmest som et byråd – træffer sine beslutninger som et kollegium med almindeligt flertal, så er der risiko for ganske betydelige indre spændinger. Det blev f.eks. synligt, da den af Frankrig udpegede kommissær, Thierry Breton, valgte (eller blev presset) til at gå i september 2024. Det har Altinget (www.altinget.dk) skrevet om her.

Kommissionsformanden har dog udover sin titel et par gode greb til rådighed til at holde sammen på sin Kommission. For det første skal Kommissionsformanden i medfør af EU-traktaten udarbejde politiske retningslinjer, som binder de øvrige kommissærer. For det andet er det Kommissionsformanden, der beslutter, hvad de enkelte kommissærer skal have som ansvarsområder.

Hvis du vil helt ned i reglerne om det, så kan du læse Kommissionens forretningsorden her. Om ikke andet, så kan du jo prøve at trykke på linket, der fører dig til EUR-Lex (og så skynde dig tilbage). Det er EU’s database over retsakter. Det er tørt, det indrømmer jeg, men EUR-Lex en en vigtig kilde for NB Europa.

Ursula von der Leyen udsendte samme dag, som hun blev godkendt af Europa-Parlamentet, dvs. den 18. juli 2024, hendes politiske retningslinjer for årene 2024-2029. Du kan finde teksten her – i bunden af den side, der linkes til. Eller du kan på samme side læse om de enkelte politikområder, bearbejdet af kommunikationsfolk. Det er en smagssag – begge formater har noget for sig.

Det, der skinner mest igennem i de politiske retningslinjer er den store bredde og dybde i de mange forslag. Det handler om alt fra regelforenkling, ren industri, forsyningssikkerhed, forsvar, socialpolitik med meget mere. Jeg har ikke selv tal på, hvor mange gange der i prioriteterne tales om, at der skal oprettes forskellige unioner på dette eller hint område eller udarbejdes forskellige strategier. Men det er mange gange. Og ind i mellem er der forslag til retsakter/lovgivning.

Jeg kan anbefale at læse retningslinjerne på engelsk. Når f.eks. Ursula von der Leyen skriver, at der skal oprettes en “Union of Skills”, så kan man jo nærmest fornemme, hvordan de mange dygtige håndværkere i Europa skal samarbejde i et fællesskab. Når man i den danske version læser om en “Union af færdigheder”, så får jeg i hvert fald ikke de samme indre billeder.

Ursula von der Leyens ambitioner er høje, og det program, hun viser frem med de politiske retningslinjer, minder noget mere om en nationalstats mange politikker, end det minder om en international organisations arbejde. EU er stadig en international organisation, der har fået tildelt kompetencer af medlemsstaterne, som de principielt kan trække tilbage. Men Kommissionen har helt klart ambitioner, der er en regering i en forbundsstat værdig.

I stedet for at gå nærmere ind i de enkelte politikområder (som du dels kan læse mere om på Kommissionens hjemmeside, og som vi vil vende tilbage til i forbindelse med konkrete lovforslag), så vil jeg her fokusere på noget andet: Nemlig det overordnede billede af den europæiske borger, som tegnes i retningslinjerne.

Vi kender alle til den amerikanske drøm: Enhver er født lige, alle har ret til at søge sin egen lykke osv. “If you can make it here, you can make it anywhere”. Mulighedernes land osv. Men er der et tilsvarende europæisk selvbillede, som vi kan kalde for en europæisk drøm? I en Europæisk Union, der besmykker sig med det lidet kendte motto ‘United in Diversity’?

I de politiske retningslinjer gør Ursula von der Leyen et forsøg på, at opstille et sådant europæisk selvbillede. Det kommer særligt til udtryk i afsnittet “Supporting people, strenghtening our societies and our social model” (På dansk: “Støtte til mennesker, styrkelse af vores samfund og vores sociale model”).

Her slår Ursula von der Leyen fast, at Europa har en unik livskvalitet, der både tjener som en konkurrencemæssig fordel for økonomien, og som sikrer at ingen lades i stikken. Det er den europæiske levevis, der skal fremmes.

Når man læser videre, så kan man se, at europæerne skal sikres en retfærdig omstilling til de nye tider, der skal være kvalitetsjobs til alle, den kollektive organisering på arbejdsmarkedet skal øges, boliger skal kunne fås til en rimelig pris , der skal være hjælp til udsatte børn og i det hele taget retfærdighed mellem generationerne. Alle unge, også dem på erhvervsuddannelserne, skal kunne benytte sig af EU-udvekslingsophold (Erasmus-programmet). Og der skal være lige muligheder for alle og ligestilling mellem kønnene og uanset seksuel orientering/identifikation (LGBTIQ).

Andres steder kan man læse om behovet for et demokratiskjold og om beskyttelse mod misinformation, blandt andet gennem et europæisk netværk af faktatjekkere og støtte til en uafhængig presse. Der er også opmærksomhed i forhold til udenlandsk fjendtlig indblanding. Den europæiske borger skal altså beskyttes mod misinformation.

Man kan også læse, at Kommissionen vil arbejde for en ret til ikke at være på – og undersøge nærmere, hvordan sociale medier og onlinekulturen påvirker europæernes mentale sundhed.

Og så omtales EU i det hele taget som en social markedsøkonomi.

Hvor den amerikanske drøm altså handler om mennesket, der satser og forhåbentlig lykkes, så handler den europæiske drøm om medmenneskelighed over for den, der har behov for hjælp. Hvor den amerikanske drøm i princippet fordrer, at det politiske system fjerner de barrierer, der kan forhindre mennesket i at lykkes, så fordrer den europæiske drøm i princippet, at det politiske system skal etablere og vedligeholde systemer, der kan hjælpe mennesket, når det fejler.

Måske kan man sammenfatte den europæiske drøm, som Ursula von der Leyen gør sig til fortaler for, til dette: Unik (europæisk) livskvalitet – som altså betyder, at alle skal kunne regne med hjælp fra det offentlige til at kunne leve et liv af høj kvalitet, og at principielt ingen må kunne falde igennem.

Både USA og Europa anvender markedsøkonomi, som det overordnede økonomiske princip. Men Europa anvender altså – ifølge Ursula von der Leyen – en social markedsøkonomi.

Jeg vil mene, at der heri ligger noget principielt, nemlig selve spørgsmålet om, hvorvidt det offentlige er en del af løsningen på samfundets udfordringer, eller om de offentliges rolle bør begrænses mest muligt for at lægge færrest hindringer ud for det private initiativ. I et vist omfang er det den klassiske venstre-højre orientering inden for de politiske partiers økonomiske politik. Og her er EU på de overordnede linjer altså mere økonomisk-ideologisk venstreorienteret end USA. Det kommer næppe som den helt store overraskelse.

Det giver sig i øvrigt også udtryk på mange andre områder i de politiske retningslinjer. Løsninger på problemer er overordnet anført til at være etablering af stærkere offentlige institutioner, fælles databaser til bl.a. forskning, flere EU grænsevagter, et operationelt Europol (forbundspoliti) og (tror jeg) kvoter for både industrien og køn. Der foreslås nye, fælles fonde og støtteordninger. Det anføres med stolthed, at EU’s budget har en størrelse, der tåler sammenligning med andre (og her tales om, at det er et stort budget), men samtidig anføres der behov for yderligere finansiering.

Det må forstås således, at Ursula von der Leyen efterspørger, at EU sikres økonomiske muskler til at gennemføre den dagsorden, som Ursula von der Leyen sætter med de politiske retningslinjer.

Men et er som bekendt 10 fugle på taget, et andet en fugl i hånden. I sidste ende er virkeliggørelsen af retningslinjerne afhængige af politisk opbakning fra Europa-Kongressen. På NB Europa vil vi se nærmere på i hvert fald nogle af de forslag, Kommissionen fremsætter for Rådet og Europa-Parlamentet, og på hvordan de modtages og forhandles i begge disse kamre.