
Hvorfor NB Europa?
NB Europa er en forkortelse for Nyheder, Baggrund, Europa. NB er også en forkortelse for ’Nota Bene’. Det er latin for ’Bemærk!’. På NB Europa finder du nyheder vedrørende de europæiske institutioner, som er værd at bemærke. Fokus er især på forslag til og drøftelser om ny EU-lovgivning.
Vi mangler nemlig en offentlig samtale om Den Europæiske Union og europapolitikken. Et ægte demokrati forudsætter, at vælgerne taler sammen om alle de mange emner, som behandles af de personer, som vælgerne har valgt. Og det er jo humlen: Vi har valgt vores politikere, hvad enten de sidder i vores Folketing, Regering eller i EU-Parlamentet. Så fortjener vi at vide, hvad de laver, og de, at vi forholder os til det og giver dem feedback. Om ikke andet ved valgresultatet ved de kommende valg.
Vi hører her i Danmark typisk først om ny lovgivning fra EU efter at den er vedtaget. Måske endda først når den træder i kraft. Vi ved ikke, hvad vores politikere har ment under lovgivningsprocessen, hvad de har arbejdet for og slet ikke hvem af dem, der har ment hvad. Vi kan derfor ikke belønne dem for godt arbejde eller sanktionere dem, når vi ikke er enige. Det er i bedste fald demokrati i blinde. Men det er ikke godt nok.
Så det skal der laves om på.
Siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, har al EU-lovgivning skullet vedtages af begge EU-kongressens kamre: Rådet og Parlamentet. Alle debatter vedrørende ny lovgivning er offentlige i begge kamre. De kan streames på nettet.
Selve lovforslagene stilles altid af Kommissionen, EU’s regering. Forslagene er offentlige, fra de stilles. Og dokumenterne kan downloades.
Så hvorfor hører vi ikke om det? Hvor er medierne dog henne?
Et bud er, at forslagene og debatterne er alt for svære at forstå for både menigmand og journalister. De Europæiske Institutioner betjener sig af et sprog, som ofte kun er for de indviede. Nogle gange kan jeg faktisk selv være i tvivl om, hvorvidt det kun er Kommissionen, der rigtigt forstår alle referencer i Kommissionens egne forslag. F.eks. vil der ved forslag til ny lovgivning altid være en præambel inden selve lovteksten med henvisning til en lang række principper og politiske planer og programmer med kryptiske titler, der kan kræve, at man sætter en lille eftermiddag af til blot at søge de nødvendige baggrundsinformationer.
Lovteksterne i sig selv er ikke nødvendigvis meget bedre. Netop fordi de er forhandlet mellem alle EU’s 27 medlemmer i Rådet og 720 parlamentarikere i Europa-Parlamentet, ja, så kan lovteksterne til tider blive forholdsvis kryptiske, lange og detaljerede for det utrænede øje. Jeg tør ikke sige, om der er en direkte sammenhæng, men det er en kendsgerning, at lovteksterne er blevet længere og længere i takt med at EU er blevet udvidet med flere og flere lande.
Visionen bag NB Europa er derfor at formidle de svære EU-tekster og debatter til helt almindeligt interesserede danskere, herunder journalister ved de etablerede medier, så vi kan få en rigtig demokratisk debat. Og hvis du har læst helt hertil, så er jeg ret sikker på, at du er en af dem, der gerne vil være med. Og så har jeg en lille bøn til dig:
Jeg vil bede dig om at gå ud i verden med din viden om alt det spændende der sker i EU og tale med andre om det. Drøfte det lige så meget, som du drøfter det, der sker i Folketinget og i den danske regering. Lad os sammen gå forrest i bestræbelsen på at etablere en europæisk offentlighed. Det er et projekt, det er værd at arbejde for.
Venlige hilsner
Anders H. Ahrensbach
